> Se andre grupperejser til Italien Opdateret 30.09.2014 / LOP Udskriv denne side
Italiens Hjerte Italien | Kulturrejse
Umbrien, Toscana, Cinque Terre og Rom
Rom - Perugia - Assisi - Siena - San Gimignano -
Firenze - Lucca - Cinque Terre - Pisa - Tarquinia - Rom

Den guddommeligt smukke natur har gjort både Umbrien og Toscana til
favoritrejsemål. De bølgende bakker blandes med helgen Frans af Asisi,
samt verdenskunsten i Firenze. Middelalderbyerne Perugia, Siena, San
Gimignano og Lucca står også på programmet, ligesom vi møder små
pastelfarvede byer i Cinque Terre på en af Italiens smukkeste kyststrækninger.
På vej til rejsens endemål Rom, besøger vi også Det Skæve Tårn
i Pisa og udforsker de spændende etruskergrave i Tarquinia. I Rom fordyber
vi os i Romerrigets storhed. På rejsen bor vi på gode hoteller og
har valgt at inkludere de fleste udflugter. Alligevel tilbydes denne flotte 8
dages kulturrundrejse, Italiens Hjerte, til en særdeles favorabel pris!
AFREJSER
(Kontakt DaGama Travel)
 
"Begrænset" = Mest plads.
"Få" = Kun få pladser tilbage.
”På forespørgsel” = Få pladser tilbage, som skal genbekræftes af leverandører.
"UDSOLGT" = Umiddelbart ingen pladser, men kan have plads ved eventuelle afbud.
 

Alle priser er angivet per person og baseret på delt dobbeltværelse. ”Særlig grundpris” er gældende indtil 15. september 2014.

 
TILKØB
Eneværelse .......................... : Kr. 1.390,- per person
Udflugt 1 - Uffizi-museet i Firenze............. :
Rundvisning på Uffizi-museet i Firenze. Vores rejseleder må ikke guide på museet, så vi har en lokal dansk ekspertguide med i løbet af eftermiddagen, Udflugten gennemføres ved min. 10 pers. og bestilles sammen med rejsen. Entré som skal betales på stedet: INGEN. Entré til Uffizi-museet er inkluderet.
Kr. 340,- per person
Udflugt 2 - Kysten og byerne i Cinque Terre :
Bus- og togtur til en af Italiens absolut smukkeste kyststrækninger, Cinque Terre, hvor små byer med pastelfarvede huse ligger på den forrevne klippekyst. Udflugten gennemføres ved min. 10 pers. og bestilles sammen med rejsen. Entré som skal betales på stedet: INGEN. På denne udflugt besøger vi ikke steder som kræver entrébillet.
Kr. 340,- per person
Udflugt 3 - Imperiets Rom .......................... :
Eftermiddagsudflugt til det imponerende Colosseum, Forum Romanum og Peters-pladsen med Peterskirken. Udflugten gen-nemføres ved min. 10 pers. og bestilles med rejsen. Entré som skal betales på stedet: INGEN. Entré til Colosseum, Forum Romanum og Peterskirken er inkluderet.
Kr. 340,- per person

DAG 1 | KØBENHAVN – ROM – CHIANCIANO |
Udrejse med Alitalia til Rom - Ankomst til Rom - Kørsel til hotel i Toscana - Middag på hotellet.

Vi flyver fra København mod Rom lige over frokost og lander i Den Evige Stad midt på eftermiddagen. Efter ankomst, kører vi direkte til Toscana, og den antikke kurbadeby Chianciano, hvor vi skal bo på det hyggelige familieejede Hotel Nanda i to nætter. Afhængig af trafikken er det en køretur på godt 2 timer, og vi holder naturligvis en kaffepause undervejs, lige som rejselederen benytter muligheden for at give en grundig introduktion til landet og de mange spændende oplevelser, som venter os. Vi ankommer til hotellet først på aftenen, hvor vi spiser middag.
Denne dag er der inkluderet middag på hotellet.

DAG 2 | CHIANCIANO PERUGIA - ASSISI - CHIANCIANO |
Uflugt til Assisi og Perugia

Det grønne Umbrien er kælenavnet for Toscanas mindre kendte ”lillebror” – men det gør bestemt hverken naturen eller seværdighederne mindre interessante.
Dagens udflugt begynder i den kendte universitetsby Perugia, hvor mange danskere gennem årene har forsøgt at få styr på den italienske grammatik på byens Universitet for udlændinge. Byens historie går helt tilbage til etruskerne, og vi skal naturligvis se den gamle etruskiske byport. Det nuværende Perugia, der ud over den interessante historie også kendes for sin gode chokolade og den berømte jazzfestival er delt i to, og den antikke underjordiske del forbindes med det nuværende centrum ved hjælp af rulletrapper. Vi går en tur på den fine hovedgade Corso Vannucci, hvor vi bl.a. finder historiske bygninger som Palazzo dei Priori men også det fine springvand på Piazza IV Novembre, som stammer helt tilbage fra 1278.
Vi fortsætter ca. 20 km mod øst gennem det smukke landskab til byen Assisi, hvor vi går i den Hellige Frans’ fodspor. Frans blev født i 1182 og var søn af en velhavende klædehandler. Frans levede et sorgløst liv på første klasse i sin ungdom, og havde ingen ambitioner om at blive købmand. Han ville hellere være ridder, og han var på vej mod syd for at gå i krig, da en drøm fik ham til at vende tilbage. I det faldefærdige kapel San Damiano hørte han ifølge legenden Jesus sige: ”Frans gå hen og genopbyg min kirke, for den er ved at falde sammen”. Det brugte han resten af sit liv på, og for at skaffe penge solgte han bl.a. ud af sin fars ejendom, hvilket endte med, at faderen gjorde ham arveløs.
Vi skal naturligvis besøge den kirke, som er rejst til hans ære – men som på ingen måder afspejler den fattigdom og nøjsomme livsstil, som han selv valgte. For første gang har en Pave valgt at tage navnet Frans, og i modsætning til sine forgængere, har han tilsyneladende lige som sin navnebror valgt et meget ydmygt liv i den ellers så velhavende Vatikanstat. Det er bl.a. denne ydmyghed, som har gjort ham utrolig populær blandt de fleste af verdens mange katolikker.
Denne dag er der inkluderet morgenmad og middag på hotellet.

DAG 3 | CHIANCIANO - SIENA - SAN GIMIGNANO - FIRENZE |
Kørsel til Siena og byvandring i Siena - Frokost på vingård - Byvandring i San Gimignano - Kørsel til Firenze.

Val d’Orcia er indbegrebet af Toscanas smukke natur, og de allerfleste af de billeder som præger kunstbøger, kalendere og postkort er taget i netop dette område. Vi kører gennem de bølgende bakker med den karakteristiske morgentåge og nyder det eventyrlige syn af de mange små vingårde, som ligger spredt ud over landskabet.
Dagens første stop er den kendte og utroligt smukke middelalderby, Siena, Sienas største attraktion er den imponerende domkirke, men også rådhuset med den muslingeformede rådhusplads er en vigtig del af besøget. Det er ikke svært at se hvor fra arkitekterne til både Odense Rådhus og Københavns Rådhus har fået sin inspiration, når vi står på den imponerende plads. Datidens danske arkitekter hentede megen inspiration fra det sydlige Europa og det være sig både arkitekterne J.D. Herholdt og Carl Lendorf, som tegnede Odense Rådhus og Martin Nyrop, da han lavede sine skitser til Københavns Rådhus.
Det er endvidere netop her på rådhuspladsen, Piazza Del Campo, at det legendariske hestevæddeløb Il Palio finder sted to gange om året. Italiens middelalderbyer er alle inddelt i mindre bydele, som normalt kaldes contrade eller rioni. Siena har i alt 17 contrade, og hver af disse er repræsenteret med en hest. Selve væddeløbet foregår på rådhuspladsen og tager under 2 minutter – men det giver ingen skår i glæden, for italienerne benytter enhver lejlighed til at holde fest. Il Palio er den mest betydningsfulde, og alle deltagere samt deres hjælpere er udklædt i de farverige og meget karakteristiske middelalderdragter.
Der bliver naturligvis tid til at udforske den kuperede by på egen hånd, inden vi kører videre mod en anden af Toscanas berømte byer, nemlig San Gimignano med de mange tårne. På afstand får tårnene - med lidt god vilje - byen til at ligne et lille New York. I middelalderen forsøgte byens velhavende familier at overgå hinanden i prestige, og det gjorde man bedst og mest synligt ved hjælp af de imponerende tårne. San Gimignano er hjemby for den tørre hvidvin Vernaccia, ligesom byen er kendt for sine mange vildsvinespecialiteter, ikke mindst de gode pølser.
Vi fortsætter turen mod nord, og sidst på eftermiddagen når vi frem til Toscanas hovedstad Firenze, hvor vi skal bo midt i det historiske centrum på en af byens hyggelige torvepladser ca. 5 minutters gang fra den imponerende domkirke Santa Maria del Fiore.
Der er mange hyggelige restauranter i området – så der er rig mulighed for at afprøve det berømte toscanske køkken, måske med en ægte Bistec-ca alla Fiorentina akkompagneret af en god flaske Brunello.
Denne dag er der inkluderet morgenmad, samt frokost hos en vinbonde.

DAG 4 | FIRENZE |
Byvandring i Firenze - Tid på egen hånd eller ekstra udflugt til Uffizi Museet

Vi bor knapt 10 minutters gang fra Firenzes inspirerende fødevaremarked på Piazza del Mercato Centrale. Det er i 2 etager og byder på en slagterafdeling, almindelige kolonialvarer, delikatesser men naturligvis også frugt og grønt. For de der har lyst, vil det være oplagt at tage en tidlig morgentur til markedet for at indsnuse den helt særlige atmosfære, når de italienske husmødre går på indkøb.
Ellers står formiddagen på en interessant byvandring i Firenzes historieske centrum. Firenze er om noget kunsten og kulturens mekka. Navne som Medici-familien, Brunelleschi, Raphael, Leonardo da Vinci og Michelangelo støder man på den ene gang efter den anden. Historien er lang og de mange attraktioner ligger tæt og omfatter både den store domkirke Santa Maria del Fiore med Brunelleschis imponerende kuppel og det fine dåbskapel. Men også rådhuset Palazzo Vecchio på Piazza della Signoria, hvor vi kan beundre en kopi af Michelangelos verdensberømte statue David, ligesom vi passerer kunstmuseet Uffizi’erne og tager et kig på broen Ponte Vecchio, der krydser floden Arno. Hvis tiden tillader det, skal vi naturligvis også
se det lille metalsvin ”Il Porcellino” som inspirerede H.C. Andersen til eventyret af samme navn.
Det er blevet tid til at spise en god frokost på en af byens mange hyggelige restauranter, hvor rejselederen gerne er behjælpelig med gode råd.
Eftermiddagen er til oplevelser på egen hånd, men der er også mulighed for at tage med på en omvisning i det berømte kunstmuseum Uffizi.
Denne dag er der inkluderet morgenmad.

| UDFLUGT 1 |
Uffizi-museet
Kr. 340,- per person

Et besøg på det verdensberømte kunstmuseum Galleria degli Uffizi er oplagt for mange, når man befinder sig i Firenze. Men da køen er lang, har vi valgt at tilbyde en guidet omvisning med en lokal dansk ekspertguide i løbet af eftermiddagen, for kun på den måde kan vi undgå ventetid. Kunstsamlingen er især opbygget omkring Medici-familiens private kunstsamling og et af de mest berømte værker er Botticellis ”Venus fødsel” fra 1485.

Eftermiddagsudflugten med rundvisning på Uffizi-museet i Firenze koster kr. 340,- per person inkl. entré . Udflugten gennemføres ved min. 10 deltagere og skal bestilles sammen med rejsen.

DAG 5 | FIRENZE - LUCCA - CINQUE TERRE - LUCCA|
Kørsel til Lucca og byvandring - Tid på egen hånd eller ekstra udflugt til Cinque Terre

Lucca er en af Toscanas mest charmerende byer og er først for nylig kommet med på turisternes verdenskort. Den er omgivet af en imponerende og helt intakt bymur, som stammer fra middelalderen.
Bymuren er 4 km lang og rummer ikke mindre end 10 byporte. Den benyttes som rekreativt område af de lokale, og er et yndet sted at cykle. Lucca har et væld af fine kirker, små hyggelige pladser og spændende forretningsgader. Byens fineste torv er den lille Piazza Anfiteatro, som er bygget over en antik romersk arena, og derfor har den karakteristiske ovale facon. Lucca er også komponisten Puccinis fødeby, og
om sommeren strømmer operaelskere til fra hele verden for at opleve den opera-festival, som bliver afholdt i spektakulære omgivelser til Puccinis ære på den nærliggende sø Lago di Massaciuccoli.
Vi går en tur rundt i byen, og der er naturligvis også tid på egen hånd, hvor der bl.a. bliver mulighed for ved selvsyn at erfare, at i Lucca vokser træerne helt bogstaveligt ind i himlen. På toppen af byens berømteste tårn, det 45 meter høje Torre Guinigi, kan man nemlig beundre ikke mindre end 7 små egetræer. Tårnet blev opført i det 14. århundrede af byens mest magtfulde og indflydelsesrige familie Guinigi, som symbol på deres prestige, lige som vi oplevede det i San Gimignano. Familien Guinigi har også æren af at lægge navn til vores hotel, som dog er af væsentlig yngre dato.
Hotellet er nyrenoveret inden for de sidste par år og ligger godt en kilometer fra det historiske centrum. Vi kører til hotellet midt på dagen, hvor vi spiser frokost og checker ind.
Om eftermiddagen er der tid til eventyr på egen hånd, og vælger man at blive i Lucca, er der selvfølgelig mulighed for at tage tilbage til det historiske centrum. En af de små lokalbusser stopper lige uden for hotellet, og kører indtil kl. 19 om aftenen, så det er både nemt og bekvemt, men hotellet har også et par cykler, som man er velkommen til at benytte, eller man kan tage en taxa til ca. 10 euro.
En måske endnu mere oplagt mulighed er at besøge en af Italiens absolut smukkeste kyststrækninger i det skønne Cinque Terre. Et område nordvest for Lucca, som tiltrækker romantikere og naturelskere fra hele verden. Denne ekstra udflugt som er beskrevet nedenfor, skal bestilles på forhånd hjemmefra og kan således IKKE bestilles undervejs på rejsen.
Denne dag er der inkluderet morgenmad på hotellet i Firenze og frokost på hotellet i Lucca.

| UDFLUGT 2 |
Cinque Terre
Kr. 340,- per person

Midt på eftermiddagen er der mulighed for at tage med til en af Italiens smukkeste kyststrækninger, det verdensberømte Cinque Terre – eller de fem lande, som det også kan oversættes. Området består af i alt 5 små byer med smukke pastelfarvede huse, som nærmest er limet på de forrevne klipper. Byerne hedder Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso. Vejene i området er små og smalle, så de
lokale tager toget, når de skal frem og tilbage, og det gør vi naturligvis også – for det er både nemt og hurtigt. Bussen kører os fra hotellet til byen La Spezia og tilbage igen, så det er kun på den korte strækning mellem de små byer, at toget benyttes.
Afhængig af togtiderne besøger vi 2 eller -3 byerne, og har god tid til at tage billeder og drikke kaffe. Vi har valgt at lægge besøget sidst på dagen, så der bliver mulighed for at spise en god middag ved havet og nyde den skønne solnedgang, som giver farverne på de mange huse en helt ekstraordinær glød inden vi kører tilbage til Lucca efter en uforglemmelig dag.

Eftermiddags- og aftenudflugten til Cinque Terre m. bus og lokaltog koster kr. 340,- per person. Udflugten gennemføres ved minimum 10 deltagere og bestilles sammen med rejsen.

DAG 6 | LUCCA - PISA - TARQUINIA - ROM |
Det Skæve tårn i Pisa - Kørsel gennem Maremma til Tarquinia - Etruskerne i Tarquinia - Kørsel til Rom

Det Skæve Tårn i Pisa er for mange blevet selve symbolet på Italien. Opførelsen af klokketårnet begyndte i 1173, og allerede kort tid efter begyndte det at hælde. Det lykkedes dog at rette de øverste etager under fortsættelsen af byggeriet – men skaden var sket. I år 2000 var hældningen på hele 5 meter i forhold til lodlinjen, og på det tidspunkt havde tårnet allerede været lukket for publikum i næsten 10 år. Det er dog siden lykkedes at stabilisere tårnet og få rettet det noget op, så det igen kan besøges, om end i meget begrænset omfang. Tårnet har også været benyttet til videnskabelige forsøg, og omkring år 1600 demonstrerede Galileo Galilei bl.a. legemers frie fald fra Det Skæve Tårn. Pisas store domkirke og dåbskapellet er bestemt også et besøg værd.
Fra Pisa kører vi mod syd langs kysten og havet. I godt vejr kan vi skimte øen Elba, som foruden sin skønhed er kendt for at være det sted, hvor Napoleon Bonaparte var sendt i eksil i 1814. Vi passerer også den noget mindre ø Giglio, som har haft den tvivlsomme ære at komme på verdenskortet i forbindelse med krydstogtskibet Costa Concordias ulykkelige forlis i 2012. I juli 2014 lykkedes det dog endelig at stabilisere vraget så meget, at det kunne transporteres til byen Genova til ophugning.
Vi kører gennem det forholdsvis ukendte område i Toscana, som hedder Maremma. Naturen her er meget anderledes end den, vi ellers forbinder med Toscana, og store dele består af en interessant og velbesøgt nationalpark. Landbrug er udbredt i området, og det vil ikke være helt ved siden af, at udnævne Maremma til Italiens cowboyland. Den mest udbredte kvægrace i området hedder Vacca Maremma og kendetegnes ved at være meget lyse og have nogle meget imponerende horn, som kan blive over en meter lange. Kvæget stammer oprindeligt fra Indoeuropæiske racer, som kom fra Lilleasien. Både køer og kalve græsser frit i området og overvåges af de lokale cowboys på deres heste.
Områdets hovedstad hedder Grosseto, og det er her vi holder frokoststop undervejs.
Maremma er også lig med etruskere, og byen Tarquinia anses for at være etruskernes absolutte højborg, og er naturligvis med på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Etruskerne levede i området fra omkring år 700 f.Kr. og havde deres storhedstid de næste par hundrede år. Det er ganske lidt vi ved om deres oprindelse og deres levevis, da der ikke er efterladt skriftlige kilder. Til gengæld byder Tarquinia på nogle helt exceptionelle grave, som er udsmykket med farverige malerier, præcis som vi kender det fra Egypten. Vi skal besøge byens etruskiske gravplads, som i alt rummer 6.000 grave. Ca. 200 af disse er dekoreret, og malerierne gengiver typiske dagligdags scener med bl.a. jagt, fiskeri, dans, fest, sport og erotik.
Efter besøget fortsætter vi mod Rom, hvor vi skal bo på et godt og centralt beliggende hotel de sidste to nætter.
Denne dag er der inkluderet morgenmad.

DAG 7 | ROM |
Byvandring i Rom - Tid på egen hånd eller ekstra udflugt til Colosseum, Forum Romanum og Peterskirken

Det er blevet tid til at lære Rom at kende, og efter morgenmaden som indtages med udsigt over Roms tage snører vi traveskoene, for byen opleves nu engang bedst til fods. Vi skal udforske det historiske centrum i ”Den evige stad” og naturligvis skal vi opleve så mange af byens berømte attraktioner som muligt.
Piazza Navona er en af de mest charmerende og populære pladser i Rom. I oldtidens Rom lå her en væddeløbsbane opført under Kejser Domitian i år 86 e.Kr., og derfor har pladsen sin karakteristiske aflange form. På midten står De Fire Floders fontæne, som er skabt af barokkens mest betydningsfulde repræsentant Giovanni Lorenzo Bernini. Piazza Navona er også hjemsted for mange af byens kunstnere – og det er et oplagt sted at nyde en kop kaffe eller en god frokost.
Kort derfra finder vi verdens bedst bevarede oldtidstempel Pantheon – templet viet til alle guder. Templet rummer bl.a. de italienske kongegrave, kunstneren Rafaels sarkofag samt Thorvaldsens portrætbuste af Kardinal Consalvi. Den gigantiske kuppel, som er støbt i romersk beton, imponerer alle, ligesom de originale bronzeporte, som stammer helt tilbage fra år 123 e.Kr. Kuplen har et 9 meter bredt hul i toppen, og det er interessant, at stå der på en regnvejrsdag – eller i sne om vinteren. Pantheon ligger på Piazza Rotonda – én af byens mange fine små torvepladser med flere caféer og restauranter.
Trevifontænen er nok det springvand i verden, som er filmet og fotograferet flest gange. Det blev udødeliggjort i filmen La Dolce Vita, hvor Anita Ekberg og Marcello Mastroianni gjorde et uudsletteligt indtryk på alt og alle i den berømte badescene. Det er blevet en tradition at kaste en mønt over venstre skulder og ned i fontænens store bassin, for at være sikker på at komme tilbage til Rom.
Den Spanske Trappe er naturligvis også en nødvendighed på denne tur i det centrale Rom. Det er også her man finder Roms mest eksklusive shopppinggader. Det være Via Borgognoni, Via Frattina og Via Condotti og med butikker som Fendi, Dolce & Gabana, Gucci, Armani, Valentino og Versace. Den nærliggende hovedgade Via del Corso, som går fra Piazza del Popolo til Piazza Venezia har et stort udbud af butikker i alle prisklasser. I Via Condotti finder vi også den legendariske Caffé Greco, hvor bl.a. H.C. Andersen drak sin kaffe sammen med de mange andre skandinaviske kunstnere, da han boede i byen.
Derpå er eftermiddagen til eventyr på egen hånd. Rom har et hav af små hyggelige restauranter, så der er mulighed for at spise en god frokost på en af byens mange pladser. Og eftermiddagen kan så benyttes til museumsbesøg, shopping eller bare at nyde livet i den skønne by
Man kan også....tilkøbe en ekstra udflugt om eftermiddagen, hvis man ikke tidligere har været i Rom eller simpelthen bare må opleve både det storslåede Colosseum og Romerrigets politiske centrum - Forum Romanum, samt Peterskirken og pladsen omkring en gang til! Den ekstra udflugt som er beskrevet nedenfor, skal bestilles på forhånd hjemmefra og kan således IKKE bestilles undervejs på rejsen.
Denne dag er der inkluderet morgenmad.

| UDFLUGT 3 |
Forum Romanum - Colosseum - Peterkirken
Kr. 340,- per person

Om eftermiddagen er der mulighed for at opleve romernes verden, og vi skruer tiden et par tusinde år tilbage. Vi skal på opdagelse i Colosseum og i Romerrigets politiske centrum Forum Romanum og i samme område finder vi de antikke kejserfora, som er gennemskåret af Mussolinis paradegade Via dei Fori Imperiali, som forbinder Piazza Venezia og Colosseum. På Forum skal vi høre den spændende historie om de mange romerske kejsere, men også se de imponerende templer, triumfbuer og retsbygninger.
Det gamle amfiteater Colosseum blev påbegyndt af den flaviske Kejser Vespasian, og blev indviet under Kejser Titus i år 80 e.Kr. Teatrets rigtige navn er Amfiteatrum Flavium – Det Flaviske Amfiteater. Teatret er siden 700-tallet blevet kendt under navnet Colosseum, fordi det blev opført i nærheden af det sted, hvor den berygtede Kejser Nero havde opstillet en kolossal-statue af sig selv som solguden Helios. Colosseum er opført af travertinblokke fra stenbruddene ved Tivoli uden for Rom, som blev fragtet hele vejen ind til byen. Colosseum er 189 meter langt, 156 meter bredt og 48 meter højt – og man mener, at det har kunnet rumme omkring 55.000 tilskuere. Efter Romerrigets fald blev Colosseum i mange år brugt som stenbrud – og da den danske guldaldermaler Eckersberg boede i Rom i begyndelsen af 1800-tallet, var bygningen blot en ruin, hvilket fremgår tydligt af hans berømte maleri ”Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk”, som hænger på Statens Museum for Kunst.
Vi fortsætter med metroen til Vatikanstaten, hvor vi skal på et kort besøg i verdens største kristne kirke Peterskirken. Peterskirken er opkaldt efter Apostlen Peter, som var en af Jesu mest trofaste disciple. I år 64 blev han korsfæstet med hovedet nedad på Neros cirkus eller rendebane, som den også kaldtes. Som en af de første kristne i byen blev han begravet på en hedensk gravplads tæt på det sted, hvor han døde – og mange år senere, da Kejser Konstantin lovliggjorde kristendommen, blev hans grav centrum for Konstantins basilika. Denne kirke blev senere revet ned til fordel for Peterskirken, som i dag er den katolske kirkes centrum. Kirken ligger i den lille Vatikanstat, som er en selvstændig stat med Paven som overhoved. I kirken kan vi bl.a. beundre Michelangelos smukke statue Pietà, som viser Jomfru Maria, der holder den døde Jesus i sine arme og monumentet over Pius den 7, som er skabt af vores egen Bertel Thorvaldsen, der tilbragte 40 år af sit liv i Rom. Den gigantiske kuppel er 119 meter høj, og tager pusten fra de fleste. Kuplen blev også multitalentet Michelangelos største bedrift inden for arkitekturen.

Eftermiddagsudflugten til Forum Romanum, Colosseum og Peters-pladsen, samt kirken koster kr. 340,- per person. Udflugten gennemføres ved min. 10 deltagere. Udflugten skal bestilles sammen med rejsen.

DAG 8 | ROM – KØBENHAVN |
Hjemrejse til Danmark

Det er blevet tid til at pakke kufferten og vende hjem til Danmark efter en uge i det centrale Italien med fantastiske oplevelser. Om morgenen tager vi i lufthavnen og flyver derpå til København. Vi er i København omkring frokosttid.
Der inkluderet morgenmad, evt. i form af en morgenmadsbox.

 
AFREJSER
(Kontakt DaGama Travel)
 
Pladser
"Begrænset" = Mest plads.
"Få" = Kun få pladser tilbage.
”På forespørgsel” = Få pladser tilbage, som skal genbekræftes af leverandører.
"UDSOLGT" = Umiddelbart ingen pladser men kan have plads ved eventuelle afbud.
 

Alle priser er angivet per person og baseret på delt dobbeltværelse. ”Særlig grundpris” er gældende indtil 15. september 2014.

 
TILKØB
Eneværelse .......................... : Kr. 1.390,- per person
Udflugt 1 - Uffizi-museet i Firenze............. :
Rundvisning på Uffizi-museet i Firenze. Vores rejseleder må ikke guide på museet, så vi har en lokal dansk ekspertguide med i løbet af eftermiddagen, Udflugten gennemføres ved min. 10 pers. og bestilles sammen med rejsen. Entré som skal betales på stedet: INGEN. Entré til Uffizi-museet er inkluderet.
Kr. 340,- per person
Udflugt 2 - Kysten og byerne i Cinque Terre :
Bus- og togtur til en af Italiens absolut smukkeste kyststrækninger, Cinque Terre, hvor små byer med pastelfarvede huse ligger på den forrevne klippekyst. Udflugten gennemføres ved min. 10 pers. og bestilles sammen med rejsen. Entré som skal betales på stedet: INGEN. På denne udflugt besøger vi ikke steder som kræver entrébillet.
Kr. 340,- per person
Udflugt 3 - Imperiets Rom .......................... :
Eftermiddagsudflugt til det imponerende Colosseum, Forum Romanum og Peters-pladsen med Peterskirken. Udflugten gen-nemføres ved min. 10 pers. og bestilles med rejsen. Entré som skal betales på stedet: INGEN. Entré til Colosseum, Forum Romanum og Peterskirken er inkluderet.
Kr. 340,- per person

 

GRUNDPRISEN INKLUDERER:
  • Fly København – Rom / Rom - København, Alitalia uden stop.
  • 7 nætter i delt dobbeltværelse og på gode hoteller som beskrevet.
    Eventuelle ændringer af hotel sker til samme eller bedre kategori.
  • Måltider i henhold til brochure: Morgenmad på dag 2 til 8, Middag på hotellet i Chianciano dag 1 og 2, Frokost hos lokal vinbonde på dag 3. Frokost på hotellet i Lucca dag 6.
  • Transport i henhold til brochure.
  • Udflugter i henhold til brochure med Udflugt til Assisi og Perugia, Udflugt til Siena og San Gimignano, Byvandring i Firenze, Udflugt til Lucca, Udflugt til Pisa m. Det skæve tårn, Besøg i etruskergravene i Tarquinia, Byvandring i Rom. Entreudgifterne til ovennævnte steder skal specifikt være nævnt i brochuren som værende inkluderet for at være inkluderet.
  • Erfaren dansktalende rejseleder. Lokale danske- eller engelsktalende guider, som assisterer med det praktiske arbejde på udvalgte steder.
  • Alle skatter og afgifter
  • Bidrag til Rejsegarantifonden.
GRUNDPRISEN INKLUDERER IKKE:
  • Provinstilslutning.
  • Turistskat i Chianciano (bet. på hotellet): ca. 1 EUR per person per nat.
  • Turistskat i Firenze (betales på hotellet): ca. 3 EUR per person per nat.
  • Turistskat i Lucca (betales på hotellet): ca. 1 EUR per person per nat.
  • Turistskat i Rom (betales på hotellet): ca. 6 EUR per person per nat.
  • Entréudgifter til besøgte steder (med forbehold):
  •      Siena: Domkirken ca. 7 EUR,
  •      Pisa: Dåbskapellet ca. 5 EUR, Det Skæve Tårn ca. 18 EUR,
  •      Tarquinia: Etruskergravene ca. 6 EUR
  • Måltider og drikkevarer som ikke er beskrevet som inkluderet.
  • Sygdomsafbestillingsforsikring og rejseforsikring.
  • Alt andet der ikke er nævnt under ”prisen inkluderer”.
  • Ekspeditionsgebyr: Kr. 110,- per ordrebekræftelse.
FORLÆNGELSE / ÆNDRINGER
Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer fra den rejsendes side, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Individuel hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene og mod et tillæg. Derudover kommer tillæg for evt. ekstra arrangement.

DELTAGERANTAL
Rejsen gennemføres med min. 20 deltagere og maks. 33 deltagere.

BETALING
Depositum (25%) og restbeløb indbetales i henhold til bekræftelse.

TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel, Ryesgade 5, 2200 København N
Tlf: +(45) 3638 0000
Fax: +(45) 3638 0020
Web: www.dagama.travel
E-mail: info@dagama-travel.dk
Medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 2250 - Danmarks Rejsebureau Forening

FORBEHOLD & ÆNDRINGER
Der tages forbehold for ændringer i programmet. DaGama Travel og vore lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader. Det betyder at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvis vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen og at programpunkter kan risikere at udgå. Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseleder og kommentarer fra kunder. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet fra den blev købt til afrejsen finder sted.
Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene de rejsendes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen. Rejsen er underlagt DaGama Travels’ Almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

> Billedgalleri
> Hent digital brochure
(pdf / 2.43 Mb)
Dag 1: København – Rom – Chianciano
Dag 2: Chianciano
Dag 3: Chianciano – Firenze
Dag 4: Firenze
Dag 5: Lucca
Dag 6: Lucca – Rom
Dag 7: Rom
Dag 8: Rom – København