> Se andre grupperejser til Mexico Opdateret 03.08.2017 / NEH Udskriv denne side
Mexico Grande Mexico | Rundrejse
16 dages klassisk kulturrejse med Yucatan

Mexico City – Taxco – Oaxaca – Tehuantepec – San Cristobal – Palenque – Campeche – Merida – Chichen Itza

Oplev Mexicos kontraster fra den hektiske hovedstad Mexico City over Mexicos allerstørste pyramider og templer til vi slutter ved Yucatans lokkende, hvide palmestrande. Vi skal se de legendariske monumenter som sol- og månepyramiderne samt mayaruinerne i Palenques jungle og ved legendariske Chichen Itza. Besøge en af Mexicos mest idylliske byer, ”sølvbyen” Taxco og stifte bekendtskab med landets oprindelige indianerkultur i Oaxaca og Chiapas. Sejle mellem høje kalkstensklipper og gå på lokale farverige markeder. Rejsen kan forlænges med nogle afslappende dage på Playa del Carmens hvide sandstrande ved det azurblå Caribiske Hav.

AFREJSER
Afrejsedag Flyselskab Dage Pris fra Eneværelse Pladser
17-11-2017 KLM / AF 16 18.990,- 2.490,- Begrænset
29-01-2018 KLM 16 18.990,- 2.490,- Begrænset
14-02-2018 KLM 16 18.990,- 2.490,- Begrænset
28-02-2018 KLM / AF 16 18.990,- 2.490,- Begrænset
05-07-2018 KLM / AF 16 19.990,- 2.490,- Begrænset
15-11-2018 KLM / AF 16 19.990,- 2.490,- Begrænset
Priser beregnet per. 31.07.2017 NEH
Pladser
"Begrænset" = Mest plads
"Få" = Kun få pladser tilbage
"UDSOLGT" = Kan have plads ved eventuelle afbud
TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel
Ryesgade 5
2200 København N
Telefon: 3638 0000
E-mail: info@dagama-travel.dk

DAG 1 | KØBENHAVN |
Afrejse fra Danmark og ankomst til Mexico

Rejsen til Mexico er planlagt med KLM, og vi flyver via Amsterdam til Mexico City, hvor vi lander først på aftenen. Efter at vi er kommet igennem indrejseformaliteterne kører vi med bus til vores centralt beliggende hotel, og når vi har fået vores værelser er resten af aftenen fri, til at man kan gå på opdagelse i kvarteret nær hotellet.
Mexico City er hovedstaden i Mexico og landets største by med mere end 20 mio. indbyggere. Byen ligger i 2.200 meters højde og er omgivet af op til 5.000 meter høje bjergtinder.
Mexico City er en af verdens største og mest kontrastfyldte metropoler, og byen rummer en mangfoldighed af paladser fra kolonitiden, smukke og fredfyldte pladser og parker, slumkvarterer og storbyens summende kværnen af biler, busser og mennesker. Alene Mexico Citys overvældende størrelse gør byen til en oplevelse, man ikke glemmer resten af livet. Vi indleder vores ophold med at bruge nogle dage på at blive klogere på den spændende storby.
Der er denne dag inkluderet fuld forplejning på flyet imellem Europa og Mexico City.

DAG 2 | MEXICO CITY |
Det Antropologiske Museum, Teotihuacán og
Basilica de Guadalupe
Dagen starter med et besøg på det Antropologiske Museum, der er et af verdens største antropologiske museer og det bedste sted at fordybe sig i de forskellige kulturer og deres særegne træk i Mellemamerika. Keramik, jadeperler, fint udskårne sten, den berømte kalender fra aztekerne og de indfødtes kulturer og samfund fra før den spanske erobring af Mexico kan opleves på nærmeste hold. Besøget giver os endnu en god introduktion til Mexicos historie og giver os en god start på vores rundrejse til nogle af de vigtigste arkæologiske område r i Mexico.
Derefter kører vi ca. 40 km mod nordøst for at besøge et af Mexicos vigtigste arkæologiske steder, de berømte pyramider i Teotihuacán. Noget af det første, der slår en, når man kommer ind på det arkæologiske område i Teotihuacán er størrelsen. Det er ganske enkelt kolossalt med den lange akse på knap 2,5 km, og man kan ikke undgå at blive overvældet af anlæggets omfang og de massive pyramider, der rejser sig fra det flade land og spiller op mod horisontens bjerge. Teotihuacán blev grundlagt i 300 f.Kr. og var i sin storhedstid mellem 300 og 600 e.Kr. den største by i det præcolumbianske Amerika. Byen blev plyndret og forladt omkring år 750 og dens nuværende navn stammer fra aztekisk tid og betyder ”Gudernes sted”. Teotihuacán har også lagt navn til den civilisation, som byen var centrum for og som på den tid dominerede det meste af Mesoamerika. Man finder også byen omtalt i mayanske inskriptioner længere mod syd.
I følge legenden var det her guderne mødtes for at planlægge skabelsen af mennesket.
Stedet er mest berømt for de to imponerende pyramider, Solens Pyramide fra ca. år 200 og den lidt nyere Månens Pyramide, der ligger langs processionsvejen De Dødes Allé omgivet af templer med enkelte bevarede relieffer. Stedet er under fortsat udgravning, og for nylig har man fundet en 1800 år gammel tunnel, hvor man håber at finde de tidligere regenters gravkamre.
På dagens udflugt er der inkluderet en tequilasmagning og vi stopper også ved den kolossale og moderne Basilica de Nuestra Señora de Guadalupe, hvor vi kan fornemme troens betydning i det moderne Mexico, når vi ser de mange pilgrimme, der valfarter til kirken.
Kirken, der er opført i 1970’erne som afløser for en endnu eksisterende basilika fra 1500-1600-tallet, er et af de vigtigste katolske pilgrimsmål i Latinamerika og besøges årligt af flere millioner troende.
Vi er tilbage i Mexico City sidst på eftermiddagen, og aftenen er til oplevelser på egen hånd. Tag fx over på den berømte Plaza Garibaldi og lyt til mariachi-musik og smag på nogle af de mange forskellige mexicanske øl og tequila på den hyggelige plads.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 3 | MEXICO CITY |
Mexico City byrundtur, Frida Kahlo
s hus
Aztekerne bestod af en mængde forskellige grupper, der alle var indvandret nordfra og som havde aztekisk som fælles sprog. Efter lang tids indbyrdes konflikter opstod der en alliance, og så sent som i 1325 blev den aztekiske hovedstad Tenochtitlán grundlagt, der hvor Mexico City ligger i dag.
Tenochtitlán var en af verdens største byer på sin tid, men den fik kun lov at eksistere i nogle få hundrede år indtil den spanske erobrer Hernán Cortés (1485-1547) i 1521 underlagde sig aztekerne, ødelagde byen og skabte det første vicekongedømme i Spansk Amerika. Byens centrale plads – ”el zócalo” – er bygget oven på aztekernes oprindelige ceremonielle bycentrum.
Vi starter i den historiske del af Mexico City med at besøge byens Zocalo, den kolossale  Plaza de la Constitución, hvor vi skal besøge Latinamerikas største katedral, den imponerende Catedral Metropolitana de la Asunción de María (Metropolitankirken eller Maria Himmelfarts-katedralen), der overvejende er opført i europæisk barok i perioden 1573-1813. Øst for katedralen ser vi udgravningen af Templo Mayor, der var aztekernes centrale og vigtigste helligdom. På Zocaloen besøger vi også Palacio de National, der er sæde for en række regeringskontorer, og hvor vi i paladsets centrale trapperum skal se maleren Diego Riveras (1886-1957) berømte skildring af Mexicos historie fra ankomsten af de spanske erobrere i 1521 og frem til 1930, hvor billedet blev malet.
Bydelen Coyoacan er en tidligere landsby der i 1900-tallet blev opslugt af den hastigt voksende storby, og her skal vi besøge maleren Frida Kahlos (1907-1954) hus, hvor hun blev født og senere levede sammen med sin mand Diego Rivera frem til sin død. Huset drives i dag efter Kahlos eget ønske som museum, der giver et intimt portræt af den spændende kunster og er vært for mange spændende kulturarrangementer.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.
BEMÆRK: Rækkefølgen af udflugter i og omkring Mexico City kan blive ændret af hensyn til lokale forhold.

DAG 4 | MEXICO CITY - TAXCO |
Sølvbyen Taxco
Om morgenen forlader vi Mexico City og sætter kurs mod Sølvbyen Taxco. Vi kører ad snoede veje gennem bjergenes smukke natur for at nå frem til Taxco, en af Mexicos hyggeligste byer. Taxcos hvide huse med røde tegltage ligger tæt pakket sammen i bjergenes meget ujævne terræn, og byen er gennemtrukket af smalle og stejle brostensbelagte gader og gyder. Området er rigt på sølvminer, og den nuværende by er af samme årsag grundlagt af Cortés i 1529. Der er dog også udvundet sølv af bjergene før den spanske tid, hvor der her lå en landsby, der var områdets vigtigste by og sæde for den aztekiske guvernør. Byens ca. 50.000 indbyggere lever i dag ikke af sølvminedriften, der ikke længere er rentabel, men sølvsmedekunsten har overlevet, og man kan her finde smukke eksempler på det gamle håndværk og gøre nogle gode køb i byens mange sølvbutikker.
På østsiden af den byens centrale plads ligger den meget smukke Santa Prisca-kirke, der er en af de få barokbygninger i området. Kirken er opført i 1751-1758 af den stenrige sølvmineejer José de la Borda, der næsten gik fallit på grund af udgifterne til det overdådige byggeri.
Man lægger mærke til at kirken er ganske smal, hvilket skyldes at det i det meget ujævne terræn simpelthen var svært at finde en større byggegrund, der var plan nok til et kirkebyggeri. Rystelser fra sprængningerne i minerne under byen og den tiltagende tunge trafik har fået kuplen til at slå revner, men siden 1997 har der været et internationalt finansieret restaureringsarbejde i gang, som skal sikre kirkens herligheder for eftertiden. Velankommet til Taxco tager vi på en gåtur i den hyggelige by og skal bl.a. se på nogle af de mange sølvbutikker og også besøge kirken. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet.
Om aftenen er det her på pladsen foran kirken at byens beboere mødes og slapper af, og nogle gange sker det med både musik og dans.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 5 | TAXCO – OAXACA |
Transport til Oaxaca, snoede bjergveje og flot natur

Vi forlader hotellet efter morgenmaden for at begive os sydpå til staten Oaxaca og byen af samme navn.
Den spanske koloniby Oaxaca, som vi ankommer til sidst på eftermiddagen, er først og fremmest kendt for den arkæologiske udgravning Monte Alban, som vi tager os god tid til at besøge i morgen. Men selve byen, der er hovedby i staten af samme navn og en fredfyldt modpol til det hektiske Mexico City, er også en charmerende by med mange bygninger fra kolonitiden. Den gamle bydel er sammen med Monte Alban optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1987. Centralt i byens retvinklede net af smalle gader ligger den centrale plads, Zocaloen, hvor vi om eftermiddagen kan finde skygge under de mange træer eller gå på opdag­else blandt de gamle bygningsværker, cafeer og markeder. Her kan man møde de mange forskellige etniske grupper og se deres flotte håndværkstraditioner indenfor keramik og vævede stoffer. Måske kan man forhandle sig til et godt køb.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 6 | OAXACA |
Udflugt til Monte Albán, Santo Domingo-kirken og det lokale marked

I dag skal vi besøge den arkæologiske udgravning på Monte Albán (Det Hvide Bjerg), der rejser sig majestætisk højt over landskabet lige vest for byen. På toppen af bjerget og med en vid udsigt over by og land ligger de store templer og paladser bygget af enorme stenblokke rundt om den centrale plads. Stedet, der er en af de tidligste bydannelser i det Mesoamerikanske område, var politisk og økonomisk centrum for zapotekerne, der var en betydningsfuld civilisation i Oaxaca-dalen fra omkring 600 f.Kr. og frem til ca. år 750, hvor byen mistede sin betydning og blev forladt. Zapotekerne er ikke et uddødt folk, og man regner med at der i dag både lokalt og i udvandrersamfund i Californien findes knap 1 mio. efterkommere, der stadig taler sproget.
I Oaxaca skal vi også besøge den imponerende Santo Domingo-kirke og det tilknyttede museum indrettet i det gamle kloster. Kirken og klostret er grundlagt af dominikanermunke i 1570 og gennemgik efter en omtumlet historie en omfattende restaurering i 1990’erne, hvor det overdådigt forgyldte interiør blev frisket op med bl.a. 60.000 ark bladguld.
Museet, som vi har tid til at udforske på egen hånd, rummer bl.a. en vigtig samling af præcolumbianske genstande heriblandt guld- og jadefund fra Monte Albán. Senere på dagen følges vi ad til det livlige marked, hvor de lokale bønder sælger deres afgrøder og hvor man også kan finde forskellige håndværksprodukter som uldtæpper, t-shirts og lædervarer.
Der bliver også tid til at slappe lidt af ved at gå rundt på egen hånd og fornemme byens atmosfære og nyde en kop te eller kaffe på en af de hyggelige caféer.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 7 | OAXACA – TEHUANTEPEC |
Tule-træ, håndvævede tæpper, skøn natur, ruinbyen Mitla og lokal brændevin

Vi sætter kursen mod Tehuantepec, og undervejs gør vi holdt i den lille landbrugsby Santa María del Tule, der først og fremmest er kendt for sine cypresser og især det 2.000 år gamle Tule-træ, El Árbol del Tule, som måler omkring 40 imponerende meter i omkreds. For områdets oprindelige mixtek-beboere var træet helligt, da man mente at menneskeslægten udsprang af cypresserne, og at netop denne cypres skyldes en gud, der plantede sin stok her.
Vi kører videre til den lille by Teotitlan del Valle, hvor vi ser på deres kendte, flotte og farvestrålende håndvævede tæpper, og hvordan man laver farver af naturmaterialer.
Vi besøger også ruinbyen Mitla i Tlacolula-dalen i den østlige del af staten Oaxaca. Hvor Monte Alban var zapotekernes politiske centrum var Mitla det religiøse centrum, bopæl for ypperstepræsten, og det blev betragtet som stedet, hvor man kunne passere fra de levendes til de dødes rige. Efter zapotekerne overtog mixtekerne herredømmet i området i den postklassiske periode fra ca. år 900 til år 1500, hvor det var en af de vigtigste mixtekiske byer. Stedet er især kendt for sin særegne arkitektur med adskillige paladser prydet med imponerende stenmosaikker.
Da byen var på sit højeste dækkede den et areal på ca. 3-4 km2 og husede 9.000-10.000 indbyggere. Og for at det hele ikke skal være gamle ruiner, skal vi også besøge et sted, der fremstiller drikken mezcal, som staten Oaxaca er storproducent af.
Vi får et indblik i bryggeprocessen og mulighed for en smagsprøve inden vi fortsætter til vores hotel i Tehuantepec (turen tager ca. 5½ time).
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 8 | TEHUANTEPEC – SAN CRISTOBAL |
Sejltur gennem Sumidero-kløften, dyreliv og bjergdale

Fra Tehuantepec kører vi imod Tuxtla Gutierrez, der er hovedstad i delstaten Chiapas. Turen tager ca. 5½ time, så der er god tid til at nyde landskaberne og slappe af undervejs, så vi er klar til den næste oplevelse. Tuxtla Gutierrez regnes ikke i sig selv for et turistmål, men med en stor lufthavn og busterminal er det en vigtig transitby.
Vi tager da også straks videre på en smuk og dejlig sejltur gennem den 25 km lange Sumidero-kløft, der er udlagt som nationalpark og hvor de stejle klippesider rejser sig imponerende 1.000 meter op af vandet. Her kan opleves et rigt dyreliv med mulighed for at se bl.a. hejrer, isfugle, skarver, gribbe, leguaner, og krokodiller.
Når vi atter har fået fast grund under fødderne, kører vi op i højlandet igennem en flot natur for at komme til San Cristóbal de Las Casas, der er en gammel koloniby omgivet af fyrretræsskove og bjergdale med et varieret klima.
San Cristóbal er hjemsted for en stor gruppe maya-indianere, hvor kvinderne kan kendes på deres vævede skørter og bluser i klare farver.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 9 | SAN CRISTÓBAL |
Indianerlandsbyer og Chiapas-højlandet

San Cristóbal de Las Casas bærer nu sit ottende officielle navn, hvilket vidner om dens skiftende roller gennem historien.
San Cristóbal er den ældste spanske bosættelse i Chiapas, og byen er handelscenter for de mange indianske grupper, som bor i de omkringliggende landsbyer.
Byen har desuden et center for studiet af indianske traditioner og levevis. Det er grundlagt af den danske arkæolog Frans Blom, hvis hus der er mulighed for at besøge på egen hånd. Dagens udflugt går i dag til landsbyerne San Juan de Chamula og Zinacantan, der ligger i omkring 2.200 meters højde. Området er hjemsted for de indianske grupper tzotziles og tzeltales, som er efterkommere af mayaindianerne. Ikke meget har ændret sig i deres levevis, og de klæder sig stadig på traditionel vis, dyrker jorden og kæmper hårdt for at bevare deres særpræg og kulturarv. Det er lykkedes mayaerne at bevare deres eget sprog, og byerne har endnu i dag autonom status med eget politi og egen lovgivning.
I den første af byerne, San Juan de Chamula, skal vi besøge kirken, der er et enestående eksempel på sammensmeltningen af traditioner fra den oprindelige mayakultur og fra den katolske kirke. Den tidligere katolske kirke er i dag tømt for kirkebænke og de lokale indianere sidder blandt rækker af brændende stearinlys, røgelsespinde og stakke af fyrretræsnåle, mens de messer deres bønner og helgenerne stille ser til fra oven.
Tilbage i San Cristóbal er der mulighed for på egen hånd at besøge Frans Bloms hus ”NaBalom”.
Frans Blom var en dansk arkæolog, der som 25-årig flyttede til Mexico. De sidste 13 år af sit liv boede han sammen med sin schweiziske kone Gertrude Duby i San Cristóbal, hvor de skabte en organisation, som skulle arbejde for bedre vilkår for lacandon-indianerne.
Huset er i dag museum og et center for alle, der vil vide mere om den indianske kultur.
Der vil også være mulighed for at besøge byens imponerende kirke, Templo de Santo Domingo, der er rigt udsmykket og hvis lyserøde facade minder om baroktidens spanske kirker. Byens smalle brostensbelagte gader klæder de farverige bygninger fra kolonitiden, der alle er centreret om byens store pladser. Butikker, restauranter og markeder findes overalt.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 10 | SAN CRISTÓBAL – PALENQUE |
Lokalt marked, regnskov med vandfald

Efter morgenmaden forlader vi San Cristóbal og højlandet for at køre ned gennem regnskoven og videre til Palenque. Turen er meget smuk, og dybt inde i regnskoven ligger en række vandfald, bl.a. Misol Ha og Agua Azul, der ender i naturskabte bassiner med turkisfarvet vand. Er der tid til det, stopper vi ved et af vandfaldene. Vi overnatter i Palen­que, der er en lille hyggelig by på omkring 10.000 indbyggere.
Der er denne dag inkluderet morgenmad

DAG 11 | PALENQUE |
Smukke mayaruiner i junglen

Palenque er udgangspunkt for vores udflugt nogle kilometer ind i den tætte regnskov sydvest for byen til de berømte og forbløffende smukke mayaruiner. Ruinerne efter de betagende templer ligger på en klippeafsats på de disede udløbere af Tumbalá-bjergene og med udsigt over de flade sletter, som strækker sig mod nord hele vejen til Den Mexicanske Golf.
Det antikke Palenque havde sin storhedstid i det 7. årh. under ledelse af drengekongen Pakal, der blev konge som 12-årig og hvis gravkammer med tilhørende rigdomme man fandt under regnskovens tætte grønne tæppe i 1952. Det prægtigt udsmykkede Inskriptionernes Tempel, Solens Palads og det labyrintagtige palads med trapper og små rum er alle med til at gøre Palenque til et af verdens mest betydningsfulde historiske steder. Det antikke Palenque var centrum for et enormt handelsnetværk med forbindelser til fjerne mayabyer. I centrum ligger det store Inskriptionernes Tempel, som er prydet med fantastisk detaljerede hieroglyffer på toppen. De engang rødmalede tempelruiner er omgivet af den frodige regnskov, der genlyder af eksotisk fuglesang og brøleabernes kalden, og et nærliggende vandfald kan fylde luften med dug og tåge, der giver stedet en magisk og drømmeagtig stemning.
Det er muligt at købe frokost (ikke inkluderet) i landsbyen inden vi ca. midt på dagen vender tilbage til hotellet. Resten af dagen er fri til afslapning.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 12 | PALENQUE – CAMPECHE |
Storslåede mayaruiner, templer, frodig regnskov og byrundtur i Campeche

Palenque er udgangspunkt for vores udflugt nogle kilometer ind i den tætte regnskov sydvest for byen til de berømte og forbløffende smukke mayaruiner. Ruinerne efter de betagende templer ligger på en klippeafsats på de disede udløbere af Tumbalá-bjergene og med udsigt over de flade sletter, som strækker sig mod nord hele vejen til Den Mexicanske Golf. Det antikke Palenque havde sin storhedstid i det 7. årh. under ledelse af drengekongen Pakal, der blev konge som 12-årig og hvis gravkammer med tilhørende rigdomme man fandt under regnskovens tætte grønne tæppe i 1952. Det prægtigt udsmykkede Inskriptionernes Tempel, Solens Palads og det labyrintagtige palads med trapper og små rum er alle med til at gøre Palenque til et af verdens mest betydningsfulde historiske steder.
Det antikke Palenque var tidligere centrum for et enormt handelsnetværk med forbindelser til fjerne mayabyer.
I centrum ligger det store Inskriptionernes Tempel, som er prydet med fantastisk detaljerede hieroglyffer på toppen. De engang rødmalede tempelruiner er omgivet af den frodige regnskov, der genlyder af eksotisk fuglesang og brøleabernes kalden, og et nærliggende vandfald kan fylde luften med dug og tåge, der giver stedet en magisk og drømmeagtig stemning.
Herefter begiver vi os gennem det flade kratbevoksede landskab over til Campeche, hvortil vi ankommer sidst på eftermiddagen. I Campeche får vi et glimt af Den Mexicanske Golf, og det var her at Francisco Hernandez de Cordoba i 1517 satte fod på mexicansk jord for første gang og dermed skabte kontakt mellem mayakulturen og Europa.
Campeche er optaget på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv og ved første øjekast ligner byen enhver anden livlig mexicansk by, men lige så snart man er indenfor bymurene, ser man de rene gader og farverige husmure, som gør et så stærkt indtryk på besøgende.
Dele af bymuren består af det oprindelige fæstningsværk, og man kan nemt forestille sig, hvor imponerende fortet og anlægget så ud i sine velmagtsdage.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 13 | CAMPECHE – MERIDA |
Besøg i Uxmal, Guvernørens Palads, Troldmandens Pyramide, Skildpaddernes Hus og kolonibyen Merida

Fra Campeche fortsætter vi til Uxmal, der er endnu et af de helt store arkæologiske områder i Mexico og et storslået eksempel på stilarterne fra den postklassiske periode. I Uxmal skal vi beundre det fantastiske Guvernørens Palads, der af mange betragtes som det ypperste indenfor klassisk maya-arkitektur, og der er også tid til at kigge på templer med så stemningsfulde navne som Troldmandens Pyramide, der i følge overleveringen blev bygget på en nat, og Skildpaddernes Hus. Turen fortsætter til den smukke by Merida, der er hovedstad og største by i staten Yucatan. Byen, der har 750.000 indbyggere, blev grundlagt af de spanske erobrere i 1540’erne og er i dag centrum for et rigt kulturliv.
I starten af 1900-tallet oplevede byen er økonomisk boom pga. produktionen af sisal til reb og tovværk, og byen fik elektriske sporvogne og gadebelysning før Mexico City.
Vi tager skal på en lille rundtur i byen for at se nogle af de flotte bygninger og et smukt eksempel på en kirke fra den spanske kolonitid.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 14 | MERIDA – CHICHEN ITZA |
Udflugt til Chichén Itzá

Efter morgenmaden på hotellet kører vi til de fabelagtige mayaruiner Chichén Itzá, der i 2007 efter en verdensomspændende afstemning blev kåret som et af verdens syv nye vidundere. Chichén Itzá er verdenskendt for bygningernes høje håndværksmæssige kvalitet og det store kendskab til astronomi og ingeniørfærdigheder, som templerne demonstrerer. Arkæologer er nogenlunde enige om, at byen blev anlagt mellem 500 og 900 efter vor tidsregning, forladt i det 10. årh. og genetableret i det 11. årh., men de færreste ved helt præcist, hvilke kulturer eller folkeslag som boede der.
Der bliver mulighed for at bestige den 25 meter høje pyramide El Castillo, hvor man dybt inde i pyramidens indre fandt den røde jaguar, som måske har været ypperstepræstens trone. Vi skal også se den store boldbane, hvor de rituelle boldspil fandt sted, og kaste et blik på den hellige brønd. Efter besøget på Chichen Itza ruinerne, tjekker vi ind på hotellet der ligger i nærheden af ruinområdet.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 15 | CHICHEN ITZA – KØBENHAVN|
Afslapning og hjemrejse

I dag er der tid til at sove lidt længere eller tage sig ekstra god tid til morgenmaden, da der ikke er programsat nogle udflugter. Nyd omgivelserne på hotellet inden vi midt på dagen tjekker ud for at køre til Cancun, hvor hjemrejsen begynder. Vi flyver via Mexico City hjem til Danmark med et flyskift undervejs.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 16 | KØBENHAVN |
Ankomst til Danmark
Vi sætter atter landingshjulene på dansk jord efter en lang og spændende tur og med hjertet fyldt med minder, der vil blive husket i lang tid.
Der er denne dag inkluderet forplejning på flyet imellem Mexico og Europa.
 
AFREJSER
NOVEMBER
Afrejsedag Flyselskab Dage Pris fra Eneværelse Pladser
17-11-2017 KLM / AF 16 18.990,- 2.490,- Begrænset
29-01-2018 KLM 16 18.990,- 2.490,- Begrænset
14-02-2018 KLM 16 18.990,- 2.490,- Begrænset
28-02-2018 KLM / AF 16 18.990,- 2.490,- Begrænset
05-07-2018 KLM / AF 16 19.990,- 2.490,- Begrænset
15-11-2018 KLM / AF 16 19.990,- 2.490,- Begrænset
Priser beregnet per. 31.07.2017 NEH
 

PRISEN INKLUDERER:

  • Fly København / Billund / Aalborg - Mexico City tur/retur med KLM. Afrejse fra Billund og Aalborg kun muligt på udvalgte afgange. Pristillæg kan forekomme.
  • Der er inkluderet forplejning på de oversøiske flystrækninger.
  • 14 nætter i delt dobbeltværelse med morgenmad på 3-stjernede hoteller. Eventuelle ændringer sker til samme eller bedre kvalitet.
  • Al transport, udflugter og entréer i henhold til program. Vær dog opmærksom på at rækkefølgen af udflugter kan blive ændret for at optimere udflugterne i henhold til lokale aktuelle forhold.
  • Måltider i henhold til program.
  • Erfaren dansk rejseleder.
  • Lokal engelsktalende guide.
  • Alle skatter og afgifter.
  • Bidrag til Rejsegarantifonden.

PRISEN INKLUDERER IKKE:

  • Afbestillingsforsikring.
  • Rejseforsikring.
  • Drikkevarer.
  • Øvrige måltider (beregn ca. kr. 200 - 250,- pr. dag. Det er muligt at spise billigere, men dette beløb dækker typisk en frokost og 3-retters middag).
  • Drikkepenge (beregn ca. kr. 350,-).
  • Tillæg for eneværelse.
  • Ekspeditionsgebyr: Kr. 110,- per ordrebekræftelse.
  • Andet, som ikke er specificeret.

FORLÆNGELSE/ÆNDRINGER
Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Individuel hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene, og mod et tillæg. Derudover kommer tillæg for evt. ekstra arrangement. Forlængelse skal bestilles senest 60 dage før afrejse. Endelig pris på forlængelsen garanteres først ved bekræftelse af fly og hotel. Se yderligere information i særskilt brochure.

DELTAGERANTAL
Rejsen gennemføres ved min. 16 og maks. 25 deltagere.

TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel, Ryesgade 5, 2200 København N
Tlf: +(45) 3638 0000
Fax: +(45) 3638 0020
Web: www.dagama.travel
E-mail: info@dagama-travel.dk

BETALING & GARANTI
Depositum (25% af rejsens pris).

TILSLUTTET & MEDLEM AF:
Rejsegarantifonden reg. nr. 2250, samt Danmarks Rejsebureau Forening.

> Billedgalleri
> Hent digital brochure
(pdf / 1.80 Mb)
Dag 1: København
Dag 2: Mexico City
Dag 3: Mexico City
Dag 4: Mixico City - Taxco
Dag 5: Taxco - Oaxaca
Dag 6: Oaxaca
Dag 7: Oaxaca - Tehuantepec
Dag 8: Tehuantepec - San Cristobal
Dag 9: San Cristobal
Dag 10: San Cristobal - Palenque
Dag 11: Palenque
Dag 12: Palenque - Campeche
Dag 13: Campeche – Merida
Dag 14: Merida – Chichen Itza
Dag 15: Chichen Itza
Dag 16: København