> Læs mere om Egypt Opdateret 23.01.2014 / MEG Udskriv denne side
Ramses II´s Rige Egypten | Kulturrejse

11 dages rejse i Faraoens fodspor
Cairo - Aswan - Nilcruise - Luxor - Cairo

Egypten rummer en af verdens ældste kulturer og er i dag et af verdens mest søgte rejsemål. Det overvejende golde lands livsnerve er Nilen og Nildalen, hvor langt størsteparten af landets befolkning lever. Som rejsende i Egypten kan man, udover et indblik i den egyptiske hverdag, opleve urgamle monumenter fra hedengangne civilisationer. Vi supplerer vores tur rundt i Egypten med et krydstogt ned ad Nilen mellem Aswan og Luxor på et moderne krydstogtskib. Skibet er både komfortabelt og velfungerende, med glimrende restauranter, pool på soldækket og mange andre faciliteter. Vores rejseleder vil undervejs berette om såvel egyptisk kultur, kunst og arkæologi som moderne folkeliv og dagligliv, og turen er velegnet for både enlige, par og familier.

AFREJSER
(Kontakt DaGama Travel)
Pladser
"Begrænset" = Mest plads
"Få" = Kun få pladser tilbage
”På forespørgsel” = Få pladser som skal genbekræftes af leverandører
"UDSOLGT" = Umiddelbart ingen pladser men kan have plads ved eventuelle afbud
TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel
Ryesgade 5
2200 København N
Telefon: 3638 0000
E-mail: info@dagama-travel.dk
DAG 1 | KØBENHAVN - CAIRO |
Udrejse til Egypten med direkte fly
Midt på eftermiddagen letter vi fra Københavns lufthavn med kurs sydpå mod Cairo og en af verdens ældste og mest betagende kulturer. Den normale flyvetid er cirka 5 timer med direkte fly.
Da vi er langt sydpå bliver det tidligt mørkt, så vi lander efter mørkets frembrud. Efter indrejseformaliteterne kører vi til vores hotel i Giza ikke langt fra pyramiderne.
Undervejs giver vores rejseleder en generel introduktion til landet, og når vi er fremme kan det være tid til en aftendrink, når vi trætte efter rejsen er blevet indlogeret på vores værelser.
Der er denne dag inkluderet fortæring på flyet fra København til Cairo.

DAG 2 | CAIRO |
Memphis og Sakkara – Pyramiderne – Sfinxen – Daltemplet

Med en befolkning på 15 mio. mennesker er Cairo langt den største by i Afrika. Men på trods af byens størrelse er der en venlig og imødekommende atmosfære. Byens lange og farverige historie går tilbage til det 7. årh. e.Kr., hvor den blev grundlagt af den arabiske leder Amr ibn al-As under navnet Fustat, der betyder ”Teltet”. Giza ligger lidt vest for Cairo og her finder man pyramiderne og den gådefulde sfinks på kanten af den øde ørken og med udsigt over byen. De over 4000 år gamle pyramider er et enestående vidnesbyrd om den tids genialitet og dygtighed.
Efter morgenmaden på hotellet og et kort informationsmøde med vores guide kører vi ud til oldtidsbyen Memphis på kanten af den vestlige ørken, hvor et lille museum fortæller om stedets spændende historie. Bagefter fortsætter vi til den berømte dødeby – nekropol – Sakkara, hvor vores guide vil fortælle om betydningen af de forskellige templer og kolonnader. I midten af Sakkara-komplekset finder man kong Djosers trinpyramide, som formentlig er over 5000 år gammel og således går forud for de store ikoniske pyramider ved Giza, som vi skal besøge bagefter.
Det er umuligt at forberede sig på den overvældende oplevelse, det er at stå over for de store og mystiske pyramider, som man har set så mange gange på billeder og i film. De antikke grækere betragtede pyramiderne som et af verdens syv vidundere, og når vi kommer tæt på disse kolossale monumenter, kan man ikke andet end føle sig ydmyg og forbløffes over deres volumen og tanken om den enorme mængde arbejdskraft, der er lagt i konstruktionen helt tilbage i år 2600 f.Kr. De tre pyramider – Keops, Khepren og Mykerinus – var oprindeligt dækket af et fint, hvidt kalkstenslag, som gav dem en næsten lysende overflade, der var synlig mange mil væk. Selvom kalkstensbeklædningen senere er fjernet af arabere for at bygge paladser og moskèer i Cairo, udstråler pyramiderne stadig en mytisk storhed, som har slået besøgende med forbløffelse gennem århundreder. Hvis tiden tillader det kan man komme ind i den største pyramide (entré ikke inkluderet i rejsens pris), bygget af Keops, også kendt som Khufu, den store konge fra det 4. dynasti.
Ved Keopspyramiden er der mulighed for at besøge Solbådsmuseet, som indeholder en imponerende 35 meter lang træbåd, der blev opdaget i 1954. Det menes at bådens funktion har været at transportere den afdøde faraos sjæl videre til det næste liv. Vi besøger også den berømte sfinks i nærheden af pyramiden. Den uudgrundelige figur med en løvekrop og menneskeansigt er skåret ud af klippen i et stenbrud og er knap 60 meter lang og 20 meter høj. Den blev skabt af Keops’ søn Khafre og vender ansigtet direkte mod solopgangen i øst for at symbolisere tilbagekomsten af livet hver eneste dag.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 3 | CAIRO - ASWAN |
Egyptisk museum – Old Cairo – Bazaren – Fly til Aswan
Efter morgenmaden fortsætter vi vores udforskning af Cairo. Vi skal på opdagelse blandt skattene på det enestående ægyptiske oldtidsmuseum i hjertet af Cairo. Museet er opført i nyklassisk stil i midten af 1800-tallet og en rundvisning er en rejse igennem tiderne fra den prædynastiske periode til det gamle, det mellemste og det nye rige. Det er hjemsted for verdens vigtigste samling af ægyptiske antikviteter fra 2700 f.Kr. til det 6. årh. e.Kr. Der er tusindvis af statuer, juveler og kunstgenstande fra næsten enhver periode i oldtidens Egypten. Mest slående er måske de forbløffende kunstskatte fra den unge kong Tutankhamon inklusive den berømte maske af massivt guld, der er i perfekt stand. De intakte skatte fra Tutankhamons grav, der blev opdaget i 1922, fylder 12 sale. Der er også mulighed for at se de forbløffende mumier i det kongelige mumieværelse. Om eftermiddagen kører vi gennem alléerne ved Garden City til det koptiske Cairo, der er centrum for kristendommen i Cairo. Vi slentrer ad de brostensbelagt gader og kigger indenfor i nogle af de små kirker. En af kirkerne er St. Sergius, hvor krypten siges at have huset den hellige familie under flugten til Egypten. De nuværende bygninger stammer fra det 11. årh. Når vi går videre kommer vi frem til den nyligt restaurerede Ben Ezra-synagoge, der er den ældste jødiske synagoge i Egypten. Til trods for de 45 jødiske familier, som er forblevet i Cairo, er synagogen ikke længere aktiv.
Derefter går turen til den berømte Khan El Khalili, der er en af de største basarer i Mellemøsten, hvis ikke i hele verden. Bazaren opstod som karavaneherberg og er opført i 1382 af Garkas as-Khalili, der var sultan Barquqs staldmester. Da ottomanerne tog magten i Egypten skiftede området karakter fra at have været en ret simpel kro, hvor karavaner stoppede og gjorde lidt handel, til en egentlig basar, som tiltrak handelsfolk og kunder fra hele verden. I dag er Khan El Khalili en sammensmeltning af forretninger og markeder, og mens vi finder vej gennem labyrinten af snævre gader ser vi håndværksforretninger, farverier, billedhuggerværksteder og broderiforretninger og forretninger som sælger træarbejde, glasvarer, læderting, parfumer og tekstiler. Der bliver tid til at købe aftensmad og slappe af, inden vi om aftenen kører til Cairos lufthavn for at flyve til Egyptens sydligste by Aswan. Vi ankommer ret sent og efter en kort sejltur til en ø i Nilen, hvor hotellet ligger, kan vi checke ind og falde til ro.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 4 | ASWAN |
Dagen fri til eventyr på egen hånd
Vi vågner i dag i den by, som mange kalder Egyptens perle – Aswan. Det er landets smukkeste by, hvor flodens skønhed bedst kommer til sin ret. Ved Aswan ligger ørkenen tæt på Nilen, og vi kan se det fantastiske landskab med båndet af Nilens blå vand, det gyldenbrune sand og de rå klippestykker, som ligger strøet omkring med løs hånd. De klassiske egyptiske både, filukaerne, med latinersejl glider roligt forbi oldtidens ruiner og de kæmpemæssige klipper på Elephantineøen, palmer og tropisk krat gør øerne og flodbankerne venlige og indbydende, mens den intense blå himmel glider over i den ækvatoriale skumring. Byen bærer et delvist afrikansk præg, p.g.a. de nubiske indbyggere som har lidt anderledes smag og vaner end man finder i det øvrige Egypten.
Aswan var den berømte og hovedrige Aga Khans foretrukne opholdssted, og hans mausoleum, der blev bygget af hans enke Begum Aga Khan i 1957, ligger på toppen af bakken på den vestlige bred overfor byen.
Man kan vælge at gå på opdagelse på byens marked, besøge det nubiske museum, en god restaurant ved Nilen eller blot slappe af på hotellet. Det er også nemt og billigt at hyre en filuka med besætning og få sig en smuk og dejlig sejltur på Nilen.
Vores rejseleder står naturligvis til disposition med vejledning til hvordan man får mest ud af denne fridag i det dejlige Aswan.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 5 | ASWAN – NILEN |
Aswandæmningen – Philae-templet – Filukasejlads
I dag skal vi sammen på udflugt i Aswan, og vi begynder med at besøge Aswandæmningen, som har været så vigtig for Egyptens udvikling og økonomi.
Fra dæmningen er der en storslået udsigt over Nasser-søen, der er verdens største menneskeskabte sø. Det kæmpestore vandreservoir, der er opstået bag dæmningen strækker sig 550 km sydpå og helt ind i nabolandet Sudan. Hele området var tidligere hjemsted for godt 40.000 mennesker fra Nubien og Sudan, som blev forflyttet i forbindelse med dæmningsbyggeriet.
Efter besøget ved Aswandæmningen stævner vi ud i en af Nassersøens bugte og sejler forbi grupper af små øer for at komme frem til Philae-templet, der er tilegnet den vigtige egyptiske gudinde Isis. Templet blev reddet fra oversvømmelse i forbindelse med opførslen af Aswandæmningen af UNESCO, der gennem et 8 år langt projekt rekonstruerede templet sten for sten på sin nuværende beliggenhed. Philae er et meget smukt sted, hvor det glitrende vand skvulper mod kysten, og hvor de nubiske bådførere venter på os med kolde drikke i skyggen af det skønne tempel. Vi får også et kig bag facaden af de store monumentale bygningsværker, når vi besøger granitbruddene, der har leveret sten til de mange byggerier og hvor der stadig ligger en halvfærdig obelisk.
Når vi om eftermiddagen er tilbage i Aswan er der arrangeret sejltur med en af de traditionelle filuka-både på Nilen. Det er en fredfyldt og fascinerende oplevelse at glide ned ad Nilen, mens vi nyder de storslåede udsigter til ørkenen, til byen, til Skt. Simeon-klostret og til Aga Khans mausoleum, mens vi passeres af andre fladbundene filukkaer med store hvide sejl.
Der er denne dag inkluderet morgenmad

DAG 6 | ASWAN |
Dagen fri til eventyr på egen hånd – Abu Simbel (tilkøb)
I dag er der mulighed for at foretage en spændende udflugt til faraoen Ramses 2.s store tempel, Abu Simbel, der ligger i det sydligste Egypten. Statuerne og templet blev oprindelig skåret ud af en bjergvæg på Nilens vestbred i tiden mellem 1290 og 1224 f.Kr. Tempelkomplekset var næsten skjult af sand og mere eller mindre glemt, da det blev genopdaget af den schweiziske opdagelserejsende Johann L. Burckhardt i 1813 og siden udgravet. Abu Simbel var truet af ødelæggelse da Aswandæmningen blev bygget og Nassersøen ville oversvømme området, men også her greb UNESCO ind og fik indsamlet 40 mio. US$, så templet kunne skæres op i 2000 blokke på hver 10 til 40 tons og genopføres på tørt land 640 meter fra den oprindelige placering. Mens vandmasserne oversvømmede det hellige sted, hvor templet havde stået i 3000 år, blev landskabet omkring den nye placering nænsomt ændret, så de lignede de gamle omgivelser, og templerne blev genopført med den korrekte placering i forhold til verdenshjørnerne og solens gang på himlen. Det var en ganske enestående bedrift. Det store tempels fire gigantiske statuer af Ramses 2., fra ung til gammel, skuer roligt og alvidende næsten muntert hen over hovederne på de besøgende og Nassersøen. Nær ved finder vi også Hathors tempel, der er omkranset af fire statuer af Ramses og to af hans hustru Nefertari.
Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris og skal altså tilkøbes. Turen foretages med bus, og vi står op før solopgang for at køre et par timer gennem ørkenen mod grænsen til Sudan. Det er tidligt, men det er en flot oplevelse at se solen stå op i ørkenen. Vi er tilbage i Aswan ved frokosttid, hvor vi indkvarteres på skibet, der skal tage os på krydstogt på Nilen.
Vælger man ikke at deltage i udflugten til Abu Simbel er dagen ledig og kan bruges som man selv ønsker det. Midt på dagen er der check in på krydstogtskibet, hvor der serveres en dejlig frokost og senere, efter solnedgang, middag.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.

DAG 7 | ASWAN – EDFU |
Nilkryds – Kom Ombo og Edfutemplerne

Når vi har spist morgenmad om bord på skibet anduver byen Kom Ombo, der en gang var en strategisk vigtig handelsby på karavaneruten fra Nubien og i dag er bedst kendt for det storslåede Kom Ombo-tempel. Templet står på et forbjerg ved en krumning i Nilen, hvor de hellige krokodiller i oldtiden lå og bagte i solen på bredden af Nilen. De græsk-romerske og ptolemæiske templer er et af de bedst bevarede oldtidsminder i Egypten, og det arkitektoniske mesterværk byder på dobbelte, perfekt symmetriske elementer med tvillingeindgange, gårdanlæg, søjler og helligdomme, der formentlig er udtryk for en slags dobbelt præsteskab. Venstre side af templet er tilegnet Horus, himmelguden med falkehovedet, og højre side er tilegnet Sobek, guden med krokodillehovedet. Efter at have beundret de fantastiske templer og relieffer vender vi tilbage til skibet, hvor vi spiser frokst, mens færden fortsætter mod Luxor.
Senere på eftermiddagen lægger vi igen til kaj, når vi skal besøge det usædvanlige Horus-tempel ved Edfu, der er det mest intakte faraoniske tempel i Egypten. Templets tårnlignende søjle blev rejst af Ptolomæus 9. og udenfor kan ses et par smukke Horus-statuer. Vi besøger bl.a.
Offerhallen, hvor vi kan nyde synet af de mange smukke og kunstfærdige relieffer på væggene.
Tilbage på skibet nyder vi en kop eftermiddagste, mens vi sejler videre mod sluserne i Esna. Middagen om aftenen er en som altid en ødsel buffet med masser af ægyptiske specialiteter.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.

DAG 8 | EDFU – LUXOR |
Karnak og Luxor-templerne
I løbet af natten eller tidligt om morgenen lægger vort skib til i byen Luxor, der i det antikke Egypten var kendt under navnet Theben, og allerede om formiddagen skal vi besøge det enorme Karnak-tempel. Det er Egyptens tredje mest besøgte seværdighed og det fantastiske tempel er opført over en periode på mere end tusind år af mange generationer af faraoner. Mest bemærkelsesværdig er den storslåede hypostylhal, der består af en skov af gigantiske søjler og dækker et areal, der er større end Notre Dame i Paris. Karnaks tempelkompleks blev bygget til ære for de vigtigste guder og dækker et stort område nær den lille by Karnak lige vest for det nordlige Luxor. Det blev påbegyndt under det 12. dynasti (1991-1802 f.Kr.), og hver farao tilføjede nye bygninger til den oprindelige plan. Karnak-templet er løbende blevet opført, udvidet, revet ned, ombygget, restaureret, forstørret og dekoreret igennem hele sin farverige historie på over 1500 år, og på visse tidspunkter i den egyptiske historie var templet det vigtigste i hele Egypten.
I selve byen Luxor besøger vi også Luxortemplet, der er et usædvanligt stykke yndefuld arkitektur på Nilens bred, og opført under det nye rige af farao Amenophis 3. oven på en gammel helligdom. Vi har god tid til at suge indtryk til os på det magiske sted før vi vender tilbage til skibet og en god frokost om bord.
Eftermiddagen er fri for arrangementer og kan bruges til at besøge markedsgaden i Luxor eller det enestående Luxormuseum. Eller, hvis man bare trænger til at slappe af og betragte folkelivet, kan man finde en café ved Nilens bredder og iagttage livet glide forbi over en kop egyptisk kaffe eller en øl.
Vores sidste middag og overnatning på krydstogtet nyder vi sikkert ekstra meget ovenpå de utallige enestående oplevelser vi har haft. Og når vi i morgen forlader skibet venter der endnu flere store oplevelser.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.

DAG 9 | LUXOR |
Kongernes Dal – Memnonkolosserne

Efter morgenmaden på skibet forlader vi vores flydende bolig for sidste gang og tager på tur til den vestlige bred af Nilen i Luxor. Her udforsker vi den berømte Kongernes Dal, hvor mange af de vigtigste mumier og gravkamre er fundet. Kongernes Dal består af en stor by for de døde, hvor vældige gravkamre er hugget ud af ørkenklipperne og er blevet rigt dekoreret og fyldt med rigdomme til brug for flere generationers faraoers liv efter døden. Når vi er steget ned i den isolerede dal, der domineres af de omliggende store pyramideformede bjerge, skal vi besøge flere af gravene. Vær opmærksom på, at nogle af gravene har stejle trapper og er meget mørke, hvorfor det er en god idé at medbringe en lommelygte for bedre at kunne udforske det indre af de skumle gravkamre. Arkæologen Howard Carters seneste udgravning af Tutankhamons grav i 1922 er den mindst dekorerede, hvorimod gravene med Ramses 1., 3., 4. og 9., Seti 2. og Tuthmosis 3. og 4. alle er rigt dekorerede.
Når vi er færdige med vores besøg i de fascinerende gravkamre i Kongernes Dal fortsætter vi til dronning Hatshepsuts begravelsestempel. Hun var den eneste kvindelige farao, og vi får tid til en tur rundt i det imponerende kompleks, der blev opdaget i midten af 1800-tallet. Hendes tempel harmonerer smukt med de rene kalkstensklipper, som om naturen i sig selv har villet gøre det til et ekstraordinært monument.
På vej tilbage mod Nilen gør vi holdt ved de enorme og meget berømte figurer Memnonkolosserne, der for 3400 år siden er hugget ud af klipperne i et stenbrud nær Cairo og er transporteret de ca. 675 km over land til deres plads nær Luxor.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

DAG 10 | LUXOR |
Dagen til egne aktiviteter – Dendera (tilkøb) – Ballonflyvning (tilkøb)

Denne dag i Luxor er uden inkluderede arrangementer, men man kan tilkøbe to udflugter eller bruge dagen på egen hånd. Vores rejseleder står naturligvis til rådighed med gode råd og vejledning til, hvordan man får mest ud af dagen. Man kan f.eks. besøge Luxor-museet, der er et elegant og moderne museum med en fabelagtig samling af kunstgenstande fra de thebiske templer og nekropoler. Eller man kan vælge at gå på jagt efter de sidste gode køb i basaren, besøge en af de mange gode restauranter eller blot slappe af på hotellet eller ude i byen. Som en tilkøbsmulighed kan vi tilbyde et besøg i gudinden Hathors ptolemæiske tempel i Denderah. Det vidunderlige og velbevarede tempelkompleks står intakt med massive stentage, mørke kamre, undergrundspassager og tårnlignende søjler dækket med hieroglyffer.
Hovedtemplet er næsten fuldstændigt bevaret.
Og for de mere eventyrlystne er der mulighed for at tilkøbe en tur med ballon over Luxor. Det er en betagende oplevelse at se den smukke solopgang over ørkenen og de mange templer i Nildalen, mens man langsomt og lydløst svæver ud over Nilen. Det er den sidste aften på vores rejse i Egypten og vi samles til den traditionelle og hyggelige afskedsmiddag, hvor vi kan tale sammen om de mange store oplevelser, vi har haft sammen og få svar på de sidste spørgsmål om Egyptens historie og kultur.
Der er denne dag inkluderet morgenmad og aftensmad.

DAG 11 | LUXOR – CAIRO – KØBENHAVN |
Flyvning til Cairo og København

Tidligt om morgenen kører vi efter morgenmaden til den lille lufthavn i Luxor, hvorfra vi med fly sætter kurs mod Cairo, der også var rejsens udgangspunkt.
Vi rejser videre mod nord og København midt på formiddagen og ankommer til Kastrup først på eftermiddagen mætte af indtryk efter en lang og uforglemmelig rejse gennem en af verdens allerstørste kulturer.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, samt fortæring på flyet fra Cairo til København.

 
AFREJSER
(Kontakt DaGama Travel)
 

TILKØB:
NILKRYDS: GARANTERET KAHYT PÅ ØVERSTE DÆK
Kr. 490,- per person

NILKRYDS: GARANTERET ENKELT KAHYT PÅ ØVERSTE DÆK
Kr.790,-

ASWAN: UDFLUGT TIL ABU SIMBEL MED BUS
Kr.590,- per person (min.10 deltagere)

LUXOR: UDFLUGT TIL DENDERAH TEMPLET BUS
Kr.290,- per person (min.10 deltagere)

LUXOR: VARMLUFBALLON OVER NILEN
Kr. 1.190,- per person (min. 2 deltagere)

PRISEN INKLUDERER

  • Fly København – Cairo – Aswan // Luxor – Cairo – København med Egypt Air
  • Alle flyskatter og afgifter
  • 7 nætter på 4- og 5 stjernede hoteller. Eventuelle ændringer sker til samme eller bedre standard.
  • 3 nætter på 1. klasses Nilkrydsskib med helpension. Eventuelle ændringer sker til samme eller bedre standard.
  • Alle transporter, udflugter, entréudgifter og måltider i henhold til program.
  • Erfaren dansktalende rejseleder.
  • Visum til Egypten
  • Drikkepenge til guider, chauffører samt på Nilkrydsskibet
  • Bidrag til Rejsegarantifonden.

PRISEN INKLUDERER IKKE

  • Drikkevarer.
  • Rejse- og sygdomsafbestillingsforsikring.
  • Ekspeditionsgebyr: Kr. 110,- per ordrebekræftelse.
  • Andet som ikke er specificeret.

FORLÆNGELSE / ÆNDRINGER
Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Individuel hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene og mod et tillæg. Derudover kommer tillæg for evt. ekstra arrangement.

DELTAGERANTAL
Rejsen gennemføres med min. 16 deltagere og maks. 32 deltagere.

TILMELDING & YDERLIGERE INFORMATION
DaGama Travel, Ryesgade 5, 2200 København N
Tlf: +(45) 3638 0000
Fax: +(45) 3638 0020
Web: www.dagama.travel
E-mail: info@dagama-travel.dk
Medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 2250 - Danmarks Rejsebureau Forening

BETALING
Depositum 25% og restbeløb indbetales i henhold til bekræftelse.

FORBEHOLD & ÆNDRINGER
Der tages forbehold for ændringer i programmet. DaGama Travel og vore lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader. Det betyder at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvis vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen og at programpunkter kan risikere at udgå. Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseleder og kommentarer fra kunder. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet fra den blev købt til afrejsen finder sted.
Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene de rejsendes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen. Rejsen er underlagt DaGama Travels’ Almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

> Billedgalleri
> Hent digital brochure
(pdf / 1.59 Mb)
Dag 1: København – Cairo
Dag 2: Cairo
Dag 3: Cairo – Aswan
Dag 4: Aswan
Dag 5: Aswan
Dag 6: Nilen
Dag 7: Nilen og Kom Ombo
Dag 8: Nilen og Edfu
Dag 9: Luxor
Dag 10: Luxor
Dag 11: Luxor – Cairo – København